Historien om Narsarsuaq

Amerikansk militær luftbase under Anden Verdenskrig
På grønlandsk betyder Narsarsuaq "den store slette", hvilket refererer til den store sand- og stenslette, som aflejredes på dette sted af en gletscher i området. Under Anden Verdenskrig besluttede amerikanerne, at denne glaciale moræne var det perfekte sted at lande fly med kurs mod Europa, og her byggede det amerikanske militær den oprindelige flyveplads - en luftbase, som gik under kodenavnet Bluie West 1.

Bluie West 1 blev ved en kæmpeindsats næsten operationsklar fra den ene dag til den anden. Desuden blev et stort hospital bygget, der kunne rumme 600 patienter. Dette var beregnet til at modtage sårede fra D-dag i Normandiet. Efter 2. verdenskrig forblev Narsarsuaq under amerikansk kommando. I slutningen af 1945 boede der op til 1.000 personer - hvilket således gjorde Narsarsuaq til Grønlands mest befolkede sted.

 

Koreakrigen - og hospitalsrygter
Under Korea-krigen fik luftbasen fornyet betydning, og antallet af hospitalssenge blev udvidet til 1.000. I årenes løb har der været vedholdende rygter om, at alvorligt sårede soldater fra Korea blev behandlet i Narsarsuaq, langt væk fra offentlighedens søgelys, for at undgå en svækkelse af offentlighedens støtte til krigen i USA. Der er imidlertid ikke fundet beviser, der kan underbygge disse rygter.

Hospitalet blev lukket i 1958, og hospitalsbygningerne blev ødelagt ved en brand i 1972.
Det er kun den gamle skorsten fra sygeplejerskernes dagligstue,som stadig kan ses i Hospitalsdalen.

Byen

Narsarsuaq i dag
I dag er Narsarsuaq en international lufthavn og et naturligt udgangspunkt for udflugter og rundture til seværdigheder samt rejser til andre dele af Sydgrønland. Du kan lære meget mere om lufthavnens spændende historie på Narsarsuaq Museum.